Jens Juul • 1. juli 2026

Farvel og tak

Forfatter

Jens Juul

Dato

1. juli 2026

Del gerne på sociale medier

Farvel og tak til Coop

18. juni 2026 sluttede jeg mine 30 år i Coop med en afskedsreception. Jeg vil ikke fremover beskæftige mig meget med den del af mit arbejdsliv her. Fremtidige blogs vil handle om købmandskab og aktuelle emner i detailhandelen. Men i min afskedstale prøvede jeg at beskrive Coops betydning i Danmark gennem de 160 år, brugsforeningsbevægelsen har eksisteret. Så her er mit farvel og tak til Coop:

 

Tre gange på mine 30 år i Coop har jeg sagt noget sjovt.

 

Det vil sige: Tre gange har jeg sagt noget, som jeg selv synes var sjovt – men som tilhørerne ikke så det sjove i.

 

Men jeg vil alligevel nu genfortælle de tre historier.

 

Det vil jeg af to grunde:

For det første fordi jeg i dag har et publikum med en langt bedre udviklet humoristisk sans, end jeg havde, da jeg fortalte historierne første gang.

For det andet fordi de tre historier fortæller noget centralt og væsentligt om Coop.

 

Første gang jeg sagde noget, jeg selv synes var sjovt, var på en lederkonference på Scandic Hotel i Glostrup for mange år siden. På scenen var en ny, ung dynamisk adm. direktør, der i en brandtale sagde, at nu skulle vi vende udviklingen – hvilket hverken var første eller sidste gang vi skulle opleve at høre det… ”Det hele begynder med, at vi får noget positiv presse. Og det skal du skaffe os Jens”, sagde han og pegede ned på mig. Jeg svarede straks på en måde, som viser, at fordi det man siger er sandt, så er det nødvendigvis ikke klogt. Men sandt var det, da jeg sagde: ”Hvis du skaffer mig en succesfuld virksomhed, så skal jeg nok skaffe dig succesfuld presse”.

 

Men sandheden er, at man ikke kan snakke sig til succes i dansk dagligvarehandel.

 

Hvis I ikke tror mig, så spørg Alma og Alfred.

 

Sandhedens øjeblik er når kunderne står i butikken. Hvis varerne ikke er der, butikken er beskidt og servicen mangelfuld, så er det lige meget, hvad der står i avisen eller på de sociale medier.

 

God omtale kan gøre meget – men alene kan den ikke skabe succes. Den skabes i butikken.

 

Anden gang jeg sagde noget sjovt, som tilhørerne ikke syntes om, var en lørdag formiddag, hvor den daværende direktør for Brugsforeningernes Arbejdsgiverforening, Lars Iversen, havde inviteret mig til at tale for direktørerne i de største selvstændige brugsforeninger. Det foregik på Røsnæs, som ligger ca. 30 km, nord for Reersø, hvor jeg er vokset op i mine forældre købmandsbutik. Det fortalte jeg, og fortalte også, at når man er vokset op i detailhandel, som vil man gerne beskæftige sig med detailhandel.

Men jeg havde set, hvor meget arbejde det havde krævet af mine forældre.

 

Og det var jeg ikke interesseret i.

 

Derfor havde jeg undersøgt, hvordan man kunne arbejde i detailhandel uden at lave særlig meget.

 

Jeg fandt ud af, at der var to muligheder.

 

Enten at blive journalist og skrive om det…. Eller…

 

At blive uddeler i en selvstændig brugsforening.

 

Det synes, de ikke var sjovt – end ikke da jeg kom med tilføjelsen:

 

Og jeg valgte desværre forkert.

 

Det var spas, for jeg har stor respekt for brugsforeningerne. Og Coop kan kun lykkes, hvis ledelsen har respekt for brugsforeningerne – og i øvrigt omvendt.

 

Tredje gang jeg sagde noget sjovt, var til en lederkonference på Hotel Hvide Hus i Køge.

 

Direktionen bestod dengang af de to ingeniører Per Bank og Jesper Lien, af økonomen og bankmanden Jesper Loiborg og af HR-direktør Dorte Prip, som var vokset op i Coop.

 

Jeg ville afslutte mit indlæg med en anekdote: Forleden kom Per Bank ind på mit kontor og lukkede døren bag sig. Han så på mig og sagde så:

 

Jeg hører, at man rundt på gangene siger, at Dorte Prip er det eneste menneske i direktionen. Hvad siger du til det?

Jeg svarede:

Det er meget, meget uretfærdigt, Per.

 

For der er også fine menneskelige egenskaber i Jesper Loiborg.

 

Det skal dog siges, at her syntes de fleste inkl. Per, at det var meget sjovt.

 

Og det er den sidste væsentlige ting, jeg synes er unikt ved Coop: Det er en venlig, hjælpsom virksomhed med højt til loftet, hvor vi ikke tager os selv alt for alvorligt.

 

Så hvis man husker disse tre ting:

·       Butikkerne

·       Brugsforeningerne

·       Begejstringen

 

Så kan Coop også i fremtidens have en central plads i Danmark, som brugsforeningsbevægelsen har haft i nu 160 år.

 

For at konkretisere den betydning, kan man læse den bog, vi lavede for ca. 20 år siden, ”En Generation af Brugsen”. Den handlede om den dengang 95-årige Erik Ulrichsen, der var gået på pension som indkøbsdirektør i 1978. Han var noget så helt usædvanligt, som en af de få pensionerede direktører, som folk glædede sig til at mødes med, når han kom på hovedkontoret. Han kunne råbe ned ad gangen, hvis han så mig: ”Jens Juul! Jeg var ude at danse med din svigerinde i lørdags.”

 

Hans historie var også historien om, hvorfor Coop er en unik virksomhed.

 

Han begyndte i 1928 som kommiselev i Brugsen i Øster Jølby på Mors. Han var en af de første elever på Andelskolen i Middelfart – i dag Severin. Når han vågnede om morgen og trak gardinerne fra, kunne han kigge ud og se, hvor langt de var kommet med byggeriet af Lillebæltsbroen, den gamle vel og mærke.

Under krigen cyklede han rundt mellem brugsforeningerne på Fyn og hjalp dem.

 

Efter krigen kom han med Marshall-hjælpen til USA og stiftede bekendtskab med begreber, der dengang var helt ukendte i Danmark: Dybfrost og med selvbetjeningsbutikker, supermarkeder.

 

Og Ulrichsen kom hjem og introducerede det – som Coop har introduceret mange, ja de fleste nyskabelser i vores branche gennem de seneste 160 år.

 

Hans historie er altså et billede på Coops vigtige position i den moderne Danmarkshistorie.

 

Vi ville præsentere bogen for alle medarbejderne her i aulaen. Ulriksen havde været meget frisk under hele arbejdet med bogen. Men da jeg mødte ham, lige før han skulle tale til 1000 mennesker her i aulen, blev jeg betænkelig. Han hang i en sofa, træt og ældet i en slidt vindjakke. Der blev jeg bekymret. Men han fik slæbt sig op på talerstolen. Og så holdt en brandtale om, hvilken fantastisk ting brugsforeningsbevægelsen er, hvor meget den har betydet for Danmark og hvilke muligheder, den har skabt for tusinder af mennesker gennem alle disse år.

 

Og inden han sluttede, gjorde han det, jeg synes, vi skal tænke på, når vi ikke har flere ledelseskonferencer, ikke flere strategiplaner og ikke flere Power Point præsentationer tilbage.

 

Han knyttede sin ene næve og sagde til forsamlingen, det som det i alt sin enkelthed drejer sig om. Han sagde:

 

Kæmp for Brugsen!

 

Det har været mit privilegium at gøre det de sidste 30 år.

 

Det har ikke altid været lige nemt. Men det har været meningsfuldt – det meste af tiden.

 

Jeg vil slutte med at citere min gamle far, for det han altid sagde, når kunderne gik ud af hans butik på Reersø.  Han sagde det i respekt for kunderne, for han vidste at uden kunderne var der ingen købmand på Reersø.

 

Jeg siger det i respekt for jer. For uden jer – mine kolleger i Coop - og jeres hjælpsomhed og støtte havde der ikke været nogen mig som informationsdirektør.

 

Derfor bliver mine sidste ord her kort og godt:

 

Farvel og tak. 

Smilende mand i en grå blazer med armene krydset mod en mørk væg
Af Jens Juul • 23. oktober 2026
Her kommer Blog nr. 3...
Mand sidder i et hyggeligt kontor omgivet af bogreoler, et skrivebord og store vinduer.
Af Jens Juul • 23. oktober 2026
Globale gennembrud er skabt, da det så sortest ud
Smilende mand i en mørk blazer og hvid skjorte står udendørs foran løvrige træer
Af Jens Juul • 4. juni 2026
Velkommen til min blog